FJERNELSE AF NEGLen (SIMPEL NEGLEFJERNELSE)

 

Patient-information før operation af simpel neglefjernelse

 

Der er planlagt operation med fjernelse af neglen.

Indgrebet foretages i lokalbedøvelse af tåen. Indgrebet kan foretages, både når tåen har infektion og når den er uden.
Operationen består af en fjernelse af neglen og oprensning af neglelejet. 
Forløbet med klargøring, bedøvelse og operation varer knapt en halv times tid.

 

Det er ikke muligt selv at køre bil efter operationen, og derfor bør du få nogen til at hente og bringe dig. Det er også vigtigt at holde foden opad (på bagsædet af bilen på vejen hjem) og i ro resten af operationsdagen.
Tag et par praktiske bukser på med god plads til forbindingen.

 

I bør parkere bilen i parkeringskælderen under klinikken, så du ikke skal gå for meget efter operationen. Elevatoren fører op lige ved indgangen til klinikken. 

 

Lokalbedøvelsen af tåen varer 4 til 12 timer (nogle gange op til et døgn) efter operationen. Der kan være nogle smerter efterfølgende, selvom det dog normalt ikke er det store. Disse behandles med vanlig håndkøbsmedicin. Du bør således have Panodil og evt. Ipren derhjemme, hvis du kan tåle dette.

 

Smerter og hævelsen kan mindskes ved, at man holder benet og foden højt (gerne over hjertehøjde). Om natten er det ok at ligge som normalt. Har man mulighed for det, kan det dog være en god ide at hæve fodenden en smule, eller ligge en pude under madrassen.

 

Dagen efter operationen kan du fjerne forbindingen og opstarte sæbebadning, gerne med sæbespånevand og brug af engangsvaskeklude, 2 gange dagligt. Sæbebadet afsluttes med at skylle/bruse foden i rent vand. Vandet må ikke være for varmt. Dette fortsættes indtil tåen er uden rødme og hævelse.

 

Det er ikke nødvendigt med forbinding udover de første dage. Man kan eventuelt sætte et plaster på om natten så længe det væsker fra tåen.

 

Man skal forvente at der går nogle dage før man kan have et par tætsiddende lukkede sko på.

 

Nogle gange sender vi et stykke af neglen til undersøgelse for svamp. Hvis dette er tilfældet, kontakter vi dig med svar.

 

Hvis der opstår problemer eller du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os i klinikkens åbningstid.

 

Ved akutte problemer uden for åbningstiden skal du kontakte egen læge eller lægevagten.

 

                                                                                     

                                                       Læge Jan Smedegaard Hede    Oktober 2024