HAMMERTÅ

 

Patient-information før operation af Hammertå.

 

Der er planlagt operation af en skæv/krummet tå. Indgrebet foretages i lokalbedøvelse.

 

Operationen består i en forkortning og opretning af tåen i mellemleddet, ved at fjerne en del af knoglen. Herved opnår tåen en mere hensigtsmæssig form, og man undgår tryk fra fodtøj.


Nogle gange isætter man en lille metaltråd som skal holde tåen i ro de første 6 uger efter operationen. Hvis dette gøres skal tråden fjernes igen ved et lille ukompliceret indgreb efterfølgende.

 

Forløbet med klargøring, bedøvelse og operation varer i alt ca. 1 times tid.
Det er ikke muligt selv at køre bil efter operationen, og derfor bør du få nogen til at hente og bringe dig. Det er også vigtigt at holde foden opad (på bagsædet af bilen på vejen hjem) og i ro resten af operationsdagen, samt dagene efter.

 

I bør parkere bilen i parkeringskælderen under klinikken, så du ikke skal gå for meget efter operationen. Elevatoren fører op lige ved indgangen til klinikken.


Lokalbedøvelsen af tåen varer 4 til 12 timer (nogle gange op til et døgn) efter operationen. Der vil være nogle smerter og ubehag som følge af selve operationen eller den efterfølgende hævelse. Disse behandles med vanlig håndkøbsmedicin.

Du bør således have panodil og Ipren derhjemme, hvis du kan tåle dette.

 

Smerter, blødning og hævelsen kan mindskes ved, at man holder benet og foden højt (gerne over hjertehøjde), men om natten er det ok at ligge som normalt. Har man mulighed for det, kan det dog være en god ide at hæve fodenden en smule, eller ligge en pude under madrassen.

 

Du vil efter operationen blive udstyret med en specialsko samt krykker.

 

Forbindingen består af en ganske stor komprimerende bandage som skal holde tåen i rette position. Såret er syet med tråde som skal fjernes efter 2 uger, hvor forbindingen genanlægges i yderligere 1-2 uger. Det er vigtigt at holde forbindingen tør. Opstår der gennemblødning af bandagen, eller bliver forbindingen våd, skal den skiftes hos os eller hos egen læge.


Det er ikke muligt på forhånd at sige, hvor lang en sygemelding der er nødvendig, dette afhænger meget af det eventuelle arbejde. I nogle tilfælde kan arbejdet genoptages ca. 1 uge efter, at trådene er fjernet. Andre må vente, til de igen kan få sko på, hvilket typisk kan tage et par måneder. 


Det er vigtigt at forstå at ved en sådan operation på en tå, kan man være generet af hævelse og smerte i nogle måneder efter. Dette betyder også, at man har svært ved at anvende almindelig fodtøj nogen tid efter operationen. 

Der er altid en risiko ved at lade sig operere, selv ved et mindre indgreb som dette. Der er risiko for betændelse og nedsat funktion af nerver i området. 

 

Hvis der opstår problemer eller du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os i klinikkens åbningstid.

 

Ved akutte problemer uden for åbningstiden skal du kontakte egen læge eller lægevagten.

                                                                                                                                                               

 

Læge Jan Smedegaard Hede      Oktober 2024